Af Laura Vang Rasmussen
VERDEN FORSØGT FORKLARET er en samtalerække, som foregår hver uge i det historiske Universitetsbibliotek i Fiolstræde. Formatet er, at ugens gæst bidrager med forskningsbaserede perspektiver på temaer fra den offentlige samtale. Det foregår foran et live publikum – og der tales om det vi ved, det vi ikke ved, og det vi diskuterer endnu. Jeg var så heldig at være ugens gæst torsdag den 29. april i en samtale med Johanne Pontoppidan Tuxen, journalist ved Dagbladet Information. Arrangementet er støttet af Novo Nordisk Fonden. Stort tak til Universitetsbiblioteket i Fiolstræde for invitationen!
Vi producerer flere kalorier end nogensinde. Alligevel mangler én ud af tre mennesker i verden vigtige næringsstoffer. Problemet er ikke kun, hvor meget mad vi dyrker – men hvad vi dyrker, og hvordan. I dag kommer over halvdelen af verdens kalorier fra bare tre afgrøder. For at producere mere rydder vi skove og udvider markerne – og dermed forsvinder noget af det mest næringsrige mad fra det omgivende landskab. Vi er blevet ekstremt gode til at producere kalorier – men ikke nødvendigvis til at producere ernæringsrigtig mad eller passe på naturen. Laura Vang Rasmussen er lektor i fødevaresystemer og har forsket i alt fra majsmarker i Malawi til blåbærfarme i Canada. Hendes forskning peger på noget opsigtsvækkende: Der findes alternativer. Mere varierede landbrug og bedre samspil med det omgivende landskab kan styrke både biodiversitet og ernæring – uden nødvendigvis at koste på udbyttet. Men det kræver, at vi begynder at stille et spørgsmål, vi sjældent stiller: Hvornår er nok nok? Lyt med, når Laura Vand Rasmussen forklarer, hvorfor vores fødevaresystem producerer masser af kalorier – men ikke nok næring. Hvad vi mister, når vi kun kigger på marken og ikke landskabet. Og hvorfor Danmark også står midt i spørgsmålet om, hvad fremtidens landbrug skal producere – og hvad vi egentlig måler det på.